Vi lever i et åbent business relationship

Der er så meget snak om parforhold og hvordan de bør og skal leves i. Og så er der spændende indslag og TV programmer om de mennesker som har valgt at gøre det lidt anderledes. Der er historier om par som har flere kærester eller som måske bor hver for sig. Vi har et aparte businessforhold som vi gerne åbner dørene op for.

Her er vi så - Nice Beaver. Peter Ibsen til venstre og Michael Dahl til højre

Sammen og hver for sig
På en normal dag møder vi ind ved hvert vores skrivebord. Michael iført joggingbukser og undertrøje i sin stue i Frederikshavn, hvor det vandkølede bæst af en PC troner som et alter, foran den knitrende pejs. Og jeg (Peter) starter bilen og kører fra mit hjem i Aabybro til "Fabrikken" i Pandrup som også huser showroom for ét af vores Nice Beaver projekter, Axion Nordic.

Vores firma har eksisteret siden 2015. Og i de første par år var der rigtigt mange køreture imellem Frederikshavn og Pandrup. Men nu ser vi stort set ikke hinanden, og vi elsker det :-)

Jeg fik engang en lys idé om at vi skulle købe denne cirkusvogn og indrette den som et fælles kontor. Den blev dog hurtigt skudt ned af Michael, som udover at se problemer med afløbstilslutning faktisk hellere ville beholde joggingbukserne på og gå ind i stuen for at arbejde :-)

Cirkusdirektørens private rullende bolig som kunne være blevet vores fælles kontor :-)

Skype er vores ven.
Hvor mange gange om dagen vi taler sammen på Skype svinger meget i forhold til de projekter vi har inde. Men det er meget. Og det fungerer helt perfekt, jeg vil mene, at det til tider, er mere effekltivt end at befinde sig i samme fysiske rum. Man selekterer i hvornår det er nødvendigt at forstyrre den anden i hans arbejde.

Der er ligeledes fuld respekt for at vi begge har andre "kærester", så at sige. Jeg driver min blikfangsfabrik Ibsens Fabrikker og Michael passer opgaverne i hans designbureau Kaek.

Vi er meget forskellige som mennesker, men har begge den samme holdning til det at arbejde. Det foregår ofte om aftenen eller i weekenden. Men vi er ikke fanatiske og har ikke en arbejdsuge på 70 timer. Vores mantra har altid været: Det skal være skideskægt, og gerne anderledes.

Vi har prøvet flere gange at mødes med det ene formål at være kreative omkring en opgave. Og hver eneste gang er det endt ud med at vi ser underlige videoer på Youtube omkring lystfiskeri eller eksempelvis disse videoer om voksne som leger soldater. Der sker simpelthen ikke en skid kreativt når vi SKAL.

Bæverne på messe i London

Det er vigtigt at komme ud
Vi tager gerne på minimum et par ture til udlandet i løbet af året. Deltagelse på en messe eller besøg hos en leverandør. Der er aldrig en stram tidsplan eller andet som gør at det ikke bliver en behagelig oplevelse. Det er på disse ture at vi finpudser og tilretter vores koncept. Her vendes ideer, nye produkter og muligheder. Faktisk tror jeg også at vores koner sætter pris på at vi kommer afsted i ny og næ, vi returnerer som bedre ægtemænd ganske enkelt.

Michael har en udpræget "laid back" tilgang til det at drive forretning. Han er utroligt svær at stresse, jeg har endnu tilgode at opleve det. "De ringer nok igen" er hans bemærkning når der er ubesvarede opkald på hans telefon når vi lander i en lufthavn. Jeg er selv ved at blive bedre til at slappe af, men når aldrig Michaels højder på afslapningsskalaen.

Jeg skal have en time eller to på "kontoret" inden aftensmaden før jeg har ro i maven. Jeg har et princip om at jeg ikke går til køjs med en fyldt indbakke. Dette gør at jeg kan slappe af, men sådan er vi så forskellige :-) 

Anonymouss billede